Jlavefur Jlla 2012

LFAR JLANTT

b einum Eyjafiri var s atburur hverja jlantt egar flk fr til kirkju a s sem heima var bnum var einhverja su illa tleikinn, dauur ea vitstola o. s. frv. Var a eina jlantt a flk fr til kirkju eftir vanda og var ekki eftir heima nema einn kvenmaur.

Svo um nttina egar flki var komi sta settist konan vi rm sitt og fr a lesa bk, en kertaljs brann ar bori hj henni. En egar hn hafi annig seti um stund komu rj brn inn bastofuglfi og fru a leika sr; lku au sr marga vegu og fru loksins leikinn upp pallinn ar sem stlkan sat og svo fru au a klifra upp um hana og leika sr vi hana.

Hafi hn lti sem hn si au ekki, en n var hn bl vi au og klappai hendurnar eim. Fru au a fitla ljsi; tk hn kerti og skipti v fjra parta og kveikti hverjum stf, fkk svo snu barni hvern kertispart, en hafi einn stfinn sjlf. Uru brnin miki kt og hlupu burtu hvert me sitt ljs.

En a stundu liinni kom inn kallmaur og settist hj stlkunni og var miki blur bragi, en hn lt sem hn si hann ekki. Gjrist hann frekari startilraunum snum. Var hn alvarleg og sagi honum vri ekki til neins a fara ess leit, "v g sinni aldeilis ekki staratlotum num," mlti hn. Sneyptist hann og fr v nst burtu.

En a stundu liinni kom inn kona blkldd og hlt stokk undir hendinni; gekk hn a stlkunni og mlti: "Litlu get g n launa r fyrir a sem varst g vi brnin mn og ekki g vi manninn minn; samt svo g sni lit v skaltu eiga ftin sem eru stokknum eim arna, en varastu nokkur viti hvernin eim stendur fyr en nstu jl eru liin." Fkk hn stlkunni stokkinn og fr ar eftir burtu.

Lei svo til ess flki kom fr kirkjunni. Uru menn glair er eir su stlkuna glaa og heila hfi, en engum sagi hn fr v sem fyrir hana bar. Lei svo tin til ess um sumari. Einn urrkdag breiddi stlkan ftin r stokknum t, en er bndakonan s ftin var hn uppvg af girnd ftunum og spuri stlkuna hvar hn hefi fengi au. En hin kva hana a engu skipta. ttist konan vita a hn hefi eignast au um jlin.

Og um nstu jl egar flk fr til kirkju sagi bndakona a hn tlar a vera heima. kti bnda a illa og vildi hn fri me sr, en hn kvast heima vera og hlaut svo a standa. Fr san allt flk til kirkju jlanttina utan bndakona var heima. Sat hn inni og las bk og hafi hj sr kertaljs. Komu rj brn inn glfi og fru a leika sr, en er au hfu leiki sr ar um stund fru au leikinn upp til konunnar og lku sem ur; var hn fin vi og hastai au, en au hldu fram og fru a fitla ljsi; geri konan sr alvru, tk vnd og flengdi brnin. Hlupu au grtandi burtu.

En a stundu liinni kom inn maur og settist hj konunni hr vimti; var hn engu sur bl vi hann og lt hann mtmlalaust f ll au staratlot er hann vildi. En er au hfu leiki sem au lysti fr hann burtu, og brtt kom inn kona, gekk a bndakonu og tk hnd henni og mlti: "Er etta ekki hendin sem flengdir brnin mn me og klappair manninum mnum?" Gat hin ekki bori a af sr. Mlti s akomna: "a legg g a essi hnd skal visna og r a bana vera. Skalt hafa a fyrir illsku na." San fr hn burtu, en konan bei ess a flki kom fr kirkjunni. Hafi hn fengi vanheilsu og var hendin orin afllaus. Sagi hn fr v er fyrir hana bar um nttina. Sagi og vinnukonan fr v er fram vi hana kom hina fyrri jlantt og sndi ftin og vru a kvenft og svo g a menn ktust valla hafa s svo g kli, og naut hn eirra vel og lengi, en vanheilsa konunnar fr vxt ar til hn d af v um sir.

JLANTT KASTHVAMMI

a skei einhverju sinni a Hvammi Laxrdal eim tmum sem messur tkuust jlantur a maur sem heima var ar eftir hvarf jlantt, og fr svo tvr jlantur, en riju jlantt vildi enginn vera heima nema einn sem bau sig fram til ess.

egar n flki var burtu fari tk hann sr ga bk og las henni ar til hann heyri einhvern umgang frammi bnum; slkkur hann ljsi og getur troi sr milli ils og veggjar. San frist n ruski inn a bastofunni og gjrist n gnarlegra, skraf og hreysti, og egar a er komi inn bastofu gaufar a hvert horn og verur glavr mikil er a kemst a raun um a enginn muni vera heima.

Kveikir a ljs, setur bor mitt glf, breiir dk og ber alls konar skrautbna og tsegjanlegar drindiskrsir. egar best st n borhaldinu stkk maurinn undan ilinu og tk hulduflki fjarskalegt vibrag undan borum t, og t og upp heii og beina stefnu a Nykursskl (a er str kvos sunnan og austan Geitafellshnjk).

etta fer maurinn allt eftir, en arna hverfur honum flki klappir. En hann fer heim og sest a leifunum borinu, og bar ekki neinu illu jlantur upp fr v. Eftir etta var brinn kallaur Kasthvammur af v gnarlega kasti sem hulduflki tk fr krsaborinu. ruvsi segja arir: egar flki st fr borinu var eftir madama nokkur tigugleg. Hn hafi yfir sr grnt silkikast og ni maurinn a og reif r v ea konan kastai v af sr, og fyrir etta er brinn kallaur Kasthvammur. Silki etta var lengi san brka fyrir altariskli verrkirkju.

TVR JLANTUR

a var b einum a allt flk fr til messu jlantt nema vinnukona ein var heima. egar hn hafi afloki heimastrfum settist hn rm sitt og kveikti kertaljs og fr a lesa bk.Stundu seinna komu tv brn inn bastofu og lku sr, seinast lgu au hendur skaut kvenmanninum, en hn tk kerti sitt og skipti v rj hluti og gaf sinn rijung hverju barni, en tti sjlf einn.

hrnai yfir brnunum og hlupu au v nst burtu. Skmmu sar kom maur kjl inn bastofuna; hann heilsai bllega kvenmanninum og vildi f hana til fylgilags me sr, en ess var engi kostur; fr hann burtu vi svo bi. v nst kom inn til hennar kona; hn kvaddi hana og akkai henni fyrir brnin sn. Tk hn upp hj sr rautt kli og sagist vilja gefa henni a fyrir brnin sn og fyrir a hn vildi ekki ast manninn sem til hennar hefi komi. v nst gekk hn burtu.

egar heimilisflki kom heim fr kirkjunni s konan (hsmirin) pilsefni hj vinnukonu og fundai hana af v. Grfst hn vandlega eftir hvernig hn hefi fengi a, en vinnukona vildi eigi segja fr v.
Lei svo fram a jlum veturinn eftir a ekkert bar til tinda. Hsmirin lt allt flk fara til kirkju, en var sjlf heima. egar hn hafi afloki heimastrfum snum settist hn upp rm me ljs og fr a lesa bk.
komu brnin sem fyr og lku sr pallinum, en egar au lgu hendur skaut henni flengdi hn r, en brnin hlupu burtu grtandi.
N kom kjlmaurinn til hennar og heilsai hann henni bllega og mltist til ess sama vi hana og vi vinnukonuna. Hugsai hn a essi maur hefi gefi vinnukonunni pilsefni og var strax vi bn hans. San fr hann burtu.
kom konan til hennar og tk hgri hendina henni og sagi a hn mundi hafa flengt brnin sn me henni og klappa manninum snum, og lagi hn a hana a hn skyldi henni aldrei jafng vera og fr svo burtu, en konan mis

LFADROTTNING LGUM

Saga af lfkonu sem tti knginn er nnur vildi eiga og lagi a hana a hn skyldi aldrei una hj honum nema hvorja jlantt fyrr en mennskur maur kmi eim saman n beggja hjnanna tilstulunar.

lfkonan fer v ar til hn finnur mennskan mann er bj giftur einhvorstaar. Honum virist hn allkvenleg og bur henni vist me sr, og a iggur hn og verur bstra hj honum, en ekki vill hn nnari samb vi hann.
A nstkomandi jlum fara allir til kirkju nema bstran sem segir sr s glatt, en daginn eftir egar flki kemur fr kirkju er hn alhraust og allt vel um bi. egar nnur jl koma fer allt smu lei.
egar lur a riju jlum kemur vinnumanni bndans hug a forvitnast um hva v valdi a bstra fari ei til kirkju jlum sem anna flk ea a hn skuli krenkjast framar en alla tma ara.
egar essi riju jl koma fer vinnumaur af sta til kirkju me hinu flkinu eftir vanda, en ykist krenkjast leiinni og snr heim aftur, tekur sr hulinhjlm og gtir n a httsemi bstrunnar.
Hann sr a hn br sig n betur en nokkurn tma ur, tekur dk undir hnd sr og gengur ar til hn kemur a mu ea vatni, breiir t dkinn, kastar honum muna og fer ar t .
Vinnumaurinn sem veitir henni eftirfr fer dkinn lka n hennar vitundar. au fara svo gegnum muna ar til au koma a landi hvar fagurt er um a lta. au koma a hll hvar veisla er tilbin og ar eru tv brn a leika sr, a hvrjum lfkonan ltur mjg murlega og ljr eim fingurgull sitt.
Vinnumaurinn tekur a af brnunum; er fari a leita a v, en a finnst ekki. Lka tekur hann rif af matborinu og gyllt silfurstaup sem kngur drakk af mean hann var vi hori. Lofar n kngur eim llu er s vilji skja er geti fundi essa hluti.
jladagsmorguninn fer lfkona sama veg burtu og vinnumaurinn eftir henni, og er bin a hagra llu heima flki kemur fr kirkjunni. Nokkru sar fer vinnumaurinn a sna henni a sem horfi hafi lfheimi og ekkir hn a. Verur a meal til sthylli kngs vi hana a maurinn fer me henni og til kngs og sannar a hn hafi ekki veri vld essu og lsir trskap hennar og hollustu, en hn launar vinnumanni atvik sn.

HULDUFLKSDANSINN

a var siur gamla daga a haldinn var aftansngur jlanttina; sttu anga allir eir sem gtu v vi komi, en var vallt einhver eftir heima til ess a gta bjarins. Uru smalamenn oftast fyrir v, v a eir uru a gegna fjrgeymslu eins og endrarnr. Hfu eir sjaldan loki vi gegningar egar kirkjutmi kom og voru v eftir heima.

einum b er svo fr sagt a essi siur var eins og annars staar, a flk fr allt til kirkju nema smalamaur; hann var einn heima. En egar flki kom heim fr kirkjunni var smalamaur horfinn; var hans leita, en hann fannst aldrei.
Bndi r til sn annan smalamann. Lei n fram til nstu jla. Flki fr til kirkju eins og vant var, en smalamaur var eftir. En um morguninn var hann horfinn. Eins fr um hinn rija smala sem bndi tk, a hann hvarf. Fr n etta a berast t og vildu fir vera til a vistast til hans fyrir smala. Var bndi n orinn rkula vonar um a hann mundi f nokkurn v a voru komin sumarml og flestir bnir a vista sig.
Einn dag kom maur nokkur rsklegur til bnda og spuri hann hvort hann vantai smalamann, sagist vilja f vist og hefi sr veri vsa til hans; sagi hann a sr vri lagin fjrgsla, v a vi a hefi hann veri hafur. Bndi tk fegins hendi boum hans, en sagi honum a vandhfi vri vistinni v rr smalar er hann hefi haft undanfarandi hefu farist jlanttina og enginn vita hva af eim hefi ori. Komumaur sagi a einhver r yru til a komast hj v egar ar a kmi.
Tk n smalamaur vi starfa snum; kom hann sr vel vi alla v a hann var tull og kunni vel a verki snu. Liu n fram tmar og fram a jlum; fr flk allt til kirkju eftir vanda v a smalamaur sagist einn vilja gta bjar.
egar flki var fari gjrir hann sr grf ofan glfi undir loftinu svo djpa a hann geti veri ar niri ; san refti hann yfir, en hafi smugu eina litla svo a hann gat s allt hva fram fr inni.
Ekki var hann binn a liggja ar lengi ur tveir piltar vel bnir koma inn. eir skyggnast um alla krka, en egar eir voru bnir a leita lengi sgu eir sn milli a ar vri enginn maur heima. San fru eir t aftur, en egar ltil stund var liin komu eir inn aftur og bru milli sn burarstl; var honum maur einn gamall og grr af hrum. eir settu stlinn glfi innanvert.
San kom inn fjldi flks; voru allir ar mjg fagurlega bnir og a llu hinir prmannlegustu. San voru sett fram bor og matur borinn; voru ll hld r silfri og a llu mjg vndu. Settust san allir a drlegri veislu. Hinn gamli maur hafi hefarsti meal eirra er til borsins stu. San voru bor upp tekin og maturinn borinn burtu og ll hldin. Var setst a drykkju og san var fari a dansa og gekk a langt fram ntt.
Einn maur var ar unglegur; s var mjg skrautlega binn; hann var hrauum kjl. Smalamanni virtist hann vera sonur hins gamla manns v hann var virur nst honum. Einu sinni egar hinn raukldda mann bar a gryfjunni greip smalamaur hnf sem hann hafi hj sr og skar lafi af kjlnum og geymdi hj sr.
egar lei undir dag fr flki a fara burtu. Tku hinir smu gamla manninn og bru hann burtu. Litlu sar kom flki heim; var bndi mjg glaur er hann s smalamann lifandi. Smalamaur sagi n allt eins og fari hafi og sndi kjllafi til sannindamerkis, en aldrei var ar san vart vi neitt ess konar og ttust menn vita a hulduflk etta mundi hafa bana smlunum vegna ess a a hefi eigi vilja lta vita hva a hefist a.

HULDUKONAN MLLAUSA

Eitt sinn fannst kona t skgi er ekki var mennsk, heldur lfakyns og talai ekki or vi neinn mann. Hn var einum b Suurlandi um veturinn og var fanleg til a fara nokkurn tma til kirkju.
Eina jlantt fr allt til kirkju nema hn, en smalanum var illt leiinni svo hann sneri aftur, en egar huldukonan var hin a gjra allt sem hn urfti bj hn sig og gekk sta og smalinn eftir, en sem hn kom a jarfalli einu lagi hn ar dk er hn st og smalinn einnig.
Gengu au svo ar til au komu undirgang einn og gengu eftir honum anga til au komu a hsaorpi, ar var margt flk a ra til kirkju, og linntu au ei fyrr en au komu a kirkjudyrunum. Kom maur og brn og margar konur og var ein meal eirra me barn er huldukonan tk vi og fr me inn kirkjuna, en um messuna fr barn hennar a hlja og var rtt huggandi ar til konan tk hringinn af hendi sinni og li v. En egar a var bi a leika sr stundarkorn missti a hringinn kirkjuglfi, en smalinn sem var hulinshjlmi tk hringinn.
Og san var messunni loki og flki kvaddi hana me mestu virktum og skjtlega, en hn fr sta og smalinn fylgdist me henni svo hn vissi ekki af, og las hn sig fram dknum. Og er au voru rtt nkomin heim kom flki fr kirkjunni, en egar allir voru heim komnir segir hsbndinn v hn vilji ei til kirkju fara. lfkonan svarar engu heldur en fyrri v hn mtti eigi mla.
segir smalinn hn hafi heyrt eins ga messu eins og a ntt. segir lfkonan hvert hann geti sanna a. Snir hann hringinn til sannindamerkis, en hn glest mjg og segir a a s kona hblum hennar sem hafi lagt sig a hn skyldi fara til mennskra manna og ekkert or geta tala fyrr en a kmist upp hvernig henni sti, en leyft hefi sr veri a koma til lfa rjr jlantur. En ef a kmist ekki upp riju skyldi hn aldrei geta burt komist n vi menn mlt.
San kvaddi huldukonan allt flki og sagi smalanum a hann skyldi koma a jarfallinu nsta morgun og ar yru tveir sekkir, annar fullur me gull, hinn me silfur. Og etta reyndist svo sem hn sagt hafi, og lkur ar sgunni.

(jsagnasafn Jn rnasonar - Nettgfan)

 

Jlasgur af Jlavef Jlla

4 Jlasgur

Jlajsgur

Ltil hjartnm saga

Saga um Jlatr (J.J)

Jlasveinasaga  Jnnu

Jlasgur -  Kristnisgur

50 sgur Jlasgusu barna

Jlin koma krleikslandi ( J.J )

g veit a mamma grtur jlunum

Jlatfrar " Ea var etta raunverulegt " ( J.J )

 

 

TIL BAKA

 

Vefsmiður Júlíus Júlíusson. Jlavefur Jlla 2000 - 2001 - 2002 - 2003 - 2004 - 2005 - 2006 - 2007-2008-2009-2010-2011-2012